Ny ynglefugl i Danmark

Søndag 12. december 2021

Af Allan Gudio Nielsen

Skestorken er en forholdsvis ny ynglefugl i Danmark. I 1928 lykkedes det tre ynglepar at undslippe ægsamlere, jægere og anden forstyrrelse, og fire unger kom på vingerne det år. Siden forsvandt fuglene, dog ynglede nogle få par 1940’erne og 1960’erne. Først fra 1996 fik skestorken for alvor bidt sig fast som ynglefugl, og nu yngler omkring 500 par herhjemme.

Foto: Allan Gudio Nielsen

Skestorken foretrækker fugtige områder langs kyster, fjorde og laguner hvor den lever af småfisk og andre smådyr, som den fanger ved at feje sit karakteristiske skeformede næb fra side til side.

Tidligere var det kun i Jylland, der ynglede skestork, hvor nogle af de største kolonier findes i Limfjorden og i Ringkøbing Fjord. Men med et ynglefund i det fynske sidste år, er det nu ikke længere jyderne, som har patent på de danske ynglefugle. Måske var det et fynsk ynglepar, som i september rastede i flere dage i Tryggelev Nor på Sydlangeland? Også i Bøjden Nor på Vestfyn blev der i år set skestork. De er i de senere år blevet mere og mere almindelig i det fynske.

Arten er med andre ord i god fremgang, og med klimaændringerne vil vi sandsynligvis se den brede sig endnu mere østpå i de kommende år. Det er altså ikke urealistisk, at vi med tiden vil se den som ynglefugl i et Fugleværnsfondens naturreservater. Tryggelev Nor på Sydlangeland og Nyord Enge ved Møn er gode bud på ynglelokaliteter.

  • Skestorkens familie

    Skestorken hører ikke til storkefamilien men til ibisserne, som omfatter 32 arter. Skestorken er den eneste art i familien, der yngler i Danmark, men vi får med jævne mellemrum også besøg af sort ibis.

I Fugleværnsfonden giver vi naturen plads. Vi køber områder og genskaber omhyggeligt naturen, så sårbare arter får et hjem med plads, ro og føde.